DCC Energi sætter nu fuld acceleration under sin digitale omstilling. Det store energiselskab, som ud over at drive alle landets Shell-tankstationer også er leverandør af både brændstoffer, el, varmepumper og ladeløsninger, har igangsat en gennemgribende modernisering af sit systemlandskab for at opnå større agilitet og en mere effektiv udnyttelse af fremtidens teknologier. DCC Energi har valgt det danske it- og digitaliseringshus NORRIQ som tæt teknologipartner på det flerårige projekt, der omfatter både strategisk rådgivning og teknologileverancer.
DCC Energi har gennem årene opkøbt flere virksomheder og står i dag med et spindelvæv af systemer og egenudviklede integrationsløsninger. NORRIQ skal derfor bistå selskabet med at skabe et mere strømlinet fundament, som effektiviserer de interne og eksterne processer og forenkler implementeringen af nye teknologier og applikationer. NORRIQ har oprustet på både leverance- og rådgivningssiden med intensive investeringer i nye kompetencer og ikke mindst udviklingen af integrationsplatformen Cloud Data Hub, som spiller en hovedrolle i transformationen af DCC Energi.
”Vi er i et marked, som er i rivende udvikling, og det skal vi som selskab hele tiden tilpasse os. Vi skal være omstillingsparate og i stand til at handle hurtigt på ændringer i efterspørgsel, lovgivning og andre markedsforhold i takt med, at de opstår. Derfor skal vores it-systemer op i et helt nyt gear, så de understøtter den agilitet, der skal kendetegne vores forretning fremover. Sammen med NORRIQ lægger vi nu en plan for moderniseringen af vores systemlandskab, så det bliver som en velsmurt motor, der kan accelereres og tilpasses i forhold til vores behov”, siger Morten Claré, CIO/CTO i DCC Energi.
”Med NORRIQs Cloud Data Hub får vi en central integrationsmotorvej, som forbinder hele forretningen og gør det muligt at aktivere data intelligent på tværs af systemerne. Det vil gøre os mere handlekraftige og i stand til at lancere nye produkter og services til vores kunder – langt hurtigere end før”, fortsætter han.
I første fase skal NORRIQ implementere Cloud Data Hub, og derefter er planen at flytte de enkelte systemer over på platformen. Indledningsvist er det DCC Energis front-end-systemer, e-shops og dernæst back-end-systemer, der står for tur.
”Hele ideen med Cloud Data Hub er at skabe et fundament, der nemt kan tilpasses og udbygges i forhold til den enkelte virksomheds behov. Vi fjerner alle tekniske skel i forretningen, fordi de individuelle systemer kun skal integrere med Cloud Data Hub og ikke med hinanden. Det giver en helt anden frihed, fleksibilitet og sikkerhed i forhold til opgradering og implementering af nye systemer, som kan foregå uden komplicerede integrationer og uden tab af compliance", siger Søren Heide Larsen, Director Technology, NORRIQ.
Mads Heindorff, Director Commerce hos NORRIQ, tilføjer:
”For en virksomhed som DCC, der løbende udvider både produkter og services, bliver Cloud Data Hub et kommercielt afgørende fundament. Når data og systemer kan kobles på langt hurtigere og mere fleksibelt, reducerer det time-to-market og gør forretningen langt mere skalerbar. Det er præcis den type motor, der kan understøtte den vækstrejse DCC står overfor”.
Cloud Data Hub kan hostes, hvor kunderne ønsker det. DCC Energi har valgt at hoste platformen selv.



