B2B-virksomheder med opkøbs- og fusionsstrategier rammer ofte den samme udfordring. Integrationen af de nye it-landskaber bliver en begrænsning for den forventede værdiskabelse. Komplekse systemlandskaber med punkt-til-punkt integrationer, SaaS-løsninger, legacy-systemer og specialudviklede applikationer gør det (mildest talt) svært at sikre en sammenhæng på tværs.
Løsningen er at undgå en hård afhængighed mellem platforme og i stedet reducere kompleksiteten i integrationer til at centrere sig om det data, der udveksles. På den måde opnås en platformsagnostisk tilstand.
Når to virksomheder bliver til én
Efter et opkøb fortsætter mange centrale funktioner ofte i parallelle systemer, og det skaber en lang række udfordringer, der hurtigt forplanter sig til drift, salg og kundeoplevelse.
Finans kan pludselig stå med to ERP-løsninger, marketing kan sidde med to CMS’er og to PIM-løsninger, mens salgsorganisationen skal håndtere accounts, leads og opportunities i to CRM-platforme. Det giver mere manuelt arbejde, flere fejl og et lavere tempo.
Samtidig er mange digitale salgsværktøjer bygget op omkring én produktdatakilde. Og efter et opkøb betyder det ofte, at produkter fra det opkøbte selskab ikke er tilgængelige i det eksisterende salgsflow uden manuelle omveje. Det rammer både generering af digitale tilbud og begrænser muligheden for at udstille hele sortimentet i de kanaler, der allerede driver salget.
Også kundeoplevelsen bliver hurtigt påvirket. Digitale kundeportaler ender ofte med kun at vise ordre- og produktdata fra den oprindelige platform, og kunder, der handler på tværs af det samlede sortiment, mister overblikket. Det skaber usikkerhed, flere henvendelser til kundeservice og en mere fragmenteret relation til kunden.
På markedssiden opstår der typisk yderligere kompleksitet, når flere websites og webshops skal holdes i live parallelt. Det øger vedligeholdelsesbyrden og kan skabe forvirring hos kunderne.
Sidst men ikke mindst har det en direkte økonomisk konsekvens, når redundante systemer kører videre og skal licenseres og driftes. For en større virksomhed kan det faktisk løbe op i millionbeløb årligt, afhængigt af antallet af systemer og brugere.
Et operationelt mellemlag
Løsningen er at arbejde med integrationer på en mere bæredygtig måde, fx via et integrationslag, der kan fungere som et operationelt mellemlag mellem de to systemlandskaber. Det fjerner ikke i sig selv de dobbelte licensomkostninger fra dag ét, men integrationslaget reducerer kompleksiteten og sikrer, at forretningen kan fortsætte uden at blive bremset af IT-friktion og dermed accelerere værdiskabelsen.
Et centralt princip er at gøre integrationslaget agnostisk over for, hvor data kommer fra. Lidt ligesom et kraftvarmeværk: Uanset om input er træflis, halm eller biogas, leveres samme output, nemlig varme. Tilsvarende kan en integrationsplatform modtage data fra forskellige kildesystemer og omforme dem til et standardiseret output (konforme datamodeller), som resten af arkitekturen kan forstå.
I praksis betyder det fx, at et nyt ERP-system kan kobles på platformen, hvorefter ordrer fra det nye ERP-system blot mappes ind i det eksisterende flow af data. Herefter kan ordredata blive tilgængelige i eksisterende kundeportaler, rapporteringsløsninger og andre systemer, der viser ordrer.
Samme mekanisme kan bruges på produktdata fra et yderligere PIM-system, så produktinformation automatisk kan distribueres til eksisterende salgsværktøjer og webshops.
Forudsætningen er naturligvis, at modtagersystemerne allerede er tilkoblet integrationsplatformen, og at datamodeller kan justeres, hvor det er nødvendigt.
Ro til at udfase dobbelte systemer
Hvis virksomhederne sørger for, data flyder ved at koble de nye platforme på integrationsplatformen, giver det mulighed for at migrere data løbende og reducere risikoen for, at konsolideringen skaber flaskehalse i forretningen. Når data er migreret, er de parallelle arbejdsgange fjernet og den operationelle belastning væk.
For B2B-virksomheder med en opkøbsstrategi betyder det samlet set mindre operationelt pres, færre interne frustrationer på tværs af afdelinger og bedre forudsætninger for at realisere synergier hurtigere - uden at alt skal harmoniseres på én gang.
